©  Foto:

Aalborg Karneval

Aalborgs gader fyldes med sambarytmer og glade mennesker, når Nordeuropas største karneval løber af stablen. 

International Parade 17. maj

Traditionen tro åbnes karnevalsugen i Aalborg med den Internationale Karnevalsparade 17. maj, hvor internationale karnevalsgrupper gæster byen for at demonstrere forskellige karnevalstraditioner fra hele verden og for at bringe byen i den helt rette karnevalsstemning.

Børnekarneval 18. maj

Dagen efter den Internationale Karnevalsparade er der lagt op til karnevalsstemning i børnehøjde, når Aalborg Børnekarneval løber af stablen, og gaderne fyldes af glade og udklædte børn.

Aalborg Karneval den 25. maj

Karnevalsugen kulminerer den 25. maj, hvor Nordeuropas største folkelige karnevalsparade fylder gadebilledet i Aalborg. Omkring 100.000 festglade og udklædte mennesker deltager i den store Stjerneparade, som starter fra tre forskellige steder og samles på Vesterbro og danser videre mod Kildeparken. Kun fantasien sætter grænser, når karnevalisterne udfordrer deres kreative sider og kreerer smukke, sjove og festlige kostumer, der bringer farve og liv til Aalborgs gader - sæt blot fantasien i sving: "Gaden er scenen - du er gøgleren". Temaet for 2024 er ”Fantastiske væsener”.

Aalborg karnevalsfest i Kildeparken

Paraden når sin afslutning ved Kildeparken i Aalborg. Her inviteres der til et brag af en folkefest med alt, hvad hjertet kan begære af musikalske oplevelser med både livemusik og DJs.

Kildeparken byder på en række tematiserede bar -og aktivitetsområder. Desuden er der et væld af madsteder, så det også er muligt at få stillet sulten.

Læs mere om paraden til Aalborg Karneval og køb dit loyalitetsarmbånd, som giver adgang til Kildeparken…

International parade og Aalborg Børnekarneval

Den Internationale Parade finder sted fredag d. 17. maj, hvor inviterede, internationale grupper optræder. Kl. 17:00 starter paraden ved John F. Kennedys Plads, fortsætter via Boulevarden og slutter på Honnørkajen, hvor der kl. 20:00-22:00 er afslutningceremoni, musik og opsat barer -og madboder.

Læs mere om den Internationale Karnevalsparade i Aalborg…

Lørdag d. 18. maj finder Aalborg Børnekarneval sted, som starter fra Honnørkajen, går gennem Aalborgs gader og slutter i Kildeparken til den helt store børnekarnevalsfest. Børneparaden starter kl. 10:00, og samtidigt åbnes indgangene til Den fortryllende Park, Kildeparken, som i dagens anledning er fyldt med sjove aktiviteter, sceneunderholdning og optrædener fra internationale karnevalsgrupper. Det er tilladt at medbringe egen mad til Børnekarneval og der vil ligeledes være et udbud af mad -og drikkevareboder med noget for enhver smag.

Læs mere om Børnekarneval i Aalborg…

Få aktuel info på Aalborg Karnevals hjemmeside...