Til forsiden
Sydjylland

Mod øst er det sydjyske landskab præget af grønne marker og dale, skove og fjorde, som munder ud i Lillebælt. Mod vest sætter Vadehavet med tidevand og den flade marsk sit karakteristiske præg på regionen.

Sydjylland er grænseland til Tyskland, og det ses tydeligt i både traditioner og byggestil. Flensborg Fjord danner en naturlig grænse fra Als til Kruså.

Sydjylland - RømøDer er masser af gode og børnevenlige strande med roligt vand ud mod Lillebælt og rundt om øen Als og halvøen Kegnæs. Vadehavet langs vestkysten er spændende, men kun få steder – bl.a. omkring Hjerpsted - er der egentlig badestrand. På Rømø finder du til gengæld én lang og bred strand med det fineste hvide sand, hvor Nordsøen ruller ind med skiftende styrke alt efter vind og vejr.
Sydjylland - MarskenMod vest er landskabet præget af Vadehavet, og udsigten over det flade marskland er uendelig. Høje diger beskytter mod tidevand og stormflod og gør marsken til et kæmpe græsningsområde for kvæg og får. I Tøndermarsken ved Højer og ved Ribe kan du opleve sluserne, som sikrer marsken mod oversvømmelse.

Mod øst står landskabet i skarp kontrast til det flade marskland. Da den sidste istid var slut for ca. 14.000 år siden, efterlod den et grønt og bakket landskab med dybe fjorde og dale – for eksempel Tunneldalen ved Haderslev, Kongeådalen vest for Vejen og naturområdet med de smukke søer ved Jels.

Mod syd, langs Flensborg Fjord, er der skyggefulde skove og dejlige strande og fra Gendarmstien smukke udsigter over fjorden til Tyskland.
Vadehavet er en oplevelse af de sjældne. Når tidevandet trækker sig tilbage, kommer der liv i havbunden og det myldrer frem med spændende væsener. De mange sandbanker er populære tilholdssteder for ynglende sælflokke, og forår og efterår er Vadehavet en vigtig rasteplads for enorme flokke af trækfugle. I marsklandet samler bl.a. tusindvis af stære sig, og lige før de lander for natten, tegner stæreflokkene fantastiske mønstre på himlen – det er det naturfænomen, der bliver kaldt Sort Sol.

Vadehavscentret ved Vester Vedsted kan du blive meget klogere på dette unikke område, men det er også en god idé at slå følgeskab med en naturvejleder, som deler ud af sin viden.
Sydjylland - Traktorbus til MandøAls er regionens største ø, og den ligger ud til Lillebælt og Flensborg Fjord. Øen er grøn og frodig, der er mange fine badestrande, vandre- og cykelstier og en spændende oplevelsespark, Danfoss Universe, hvor du kan lege med teknik og prøve naturens kræfter. Als er forbundet med fastlandet via broer i Sønderborg.

Rømø er den største af Vadehavsøerne. Her finder du både uberørt natur, fine gamle huse og masser af aktivitetsmuligheder - bl.a. golfbane og wellnesscenter, og på de lange, brede strande er der plads til alverdens sjov. Rømø er forbundet med fastlandet via en dæmning.

Mandø – den mindste af Vadehavsøerne – er unik på alle måder. Et havdige og en enkelt klitrække beskytter den lille ø og dens indbyggere mod tidevandet og vestenvinden. Den eneste forbindelse til fastlandet er en ebbevej, som er markeret med riskoste.
Sydjylland - SønderborgI den gamle kongeby Kolding knejser den flot restaurerede Koldinghus Slotsruin højt over byen og slotssøen. Syd for Kolding ligger Christiansfeld, som er grundlagt af Brødremenigheden i 1700-tallet. Den adskiller sig helt fra andre danske byer i sin megen strukturerede udformning af gader og huse. Christiansfeld er kandidat til at blive optaget på Unescos verdensarv-liste.

Haderslevs gamle bydel er domineret af domkirken, mens de mange særprægede døre er typiske for Aabenraa. Sønderborg, hovedby på øen Als, ligger kønt ud til Flensborg Fjord, og langs bryggen nydes livet med udsigt til Sønderborg Slot. I Gråsten er slottet hver sommer samlingssted for den kongelige familie.

Sydjylland - Jul i TønderTønder, Danmarks ældste købstad, er berømt for sine kniplinger og byder også på de særlige karnaphuse i Uldgade. Den lille by Møgeltønder har en køn hovedgade og kirke, og på Schackenborg Slot bor Prins Joachim med sin familie. Ribe er både Danmarks ældste by og Nordens ældste handelsby. Den ligger i den flade marsk og er ren idyl med velbevarede huse og klostre fra middelalderen.
Sydjylland er velforsynet med spændende og udfordrende golfbaner, og åerne hører til landets bedste fiskevande. På Rømø Sønderstrand kan du både kitesurfe og køre med strandsejler, mens havet er en udfordring for windsurfere.
Det kvæg og de lam, der græsser i marsken, får en særlig delikat smag pga. den saltholdige luft. Og den søde tand bliver rigeligt tilfredsstillet ved de store kaffeborde med op til 20 kagevarianter og med berømte honningkager fra Christiansfeld. Sydjylland er også kendt for gode spegepølser, ligesom de gamle egnsretter holdes i hævd.
Sydjylland - KoldinghusKoldinghus Slotsruin rummer flere spændende museer, bl.a. et om dansk sølv, og på museet Trapholt lige uden for Kolding kan du nyde moderne kunst, kunsthåndværk og design. I Tønder er byens gamle vandtårn indrettet til museum for bysbarnet Hans J. Wegner og hans berømte stole.

På museet Ribes Vikinger får du en fin oplevelse af datidens Ribe, og på Historiecenter Dybbøl Banke kan du høre om slaget mellem Danmark og Tyskland i 1864, hvor Danmark tabte Sydslesvig. Museet på Sønderborg Slot belyser Sønderjyllands historie fra middelalderen til nutiden, mens Frøslevlejrens Museum delvist er bygget op omkring en tysk fangelejr fra 2. Verdenskrig.

De traditionsrige ringriderfester, som er både rytter- og folkefester, hører til sommerens populæreste begivenheder, og de strækker sig som regel over flere dage.

Med udgangspunkt i et besøg hos LEGOLAND og Danfoss Universe,

som er blandt Danmarks mest besøgte og innovative attraktioner, finder du også mange andre attraktioner, aktivteter og steder at bo. Området med Fyn i baghaven er oplagt til ferie for familien. Lad dig inspirere af siden her
Rundt om Legoland og Danfoss Universe



De fem mest besøgte attraktioner i Sydjylland

Fiskeri- & Søfartsmuseet
Danfoss Universe
Museet på Koldinghus
Museet på Sønderborg Slot
Historiecenter Dybbøl Banke

Kort over Sydjylland




Kort over Sydjylland

Find vej - se både luftfoto- og almideligt kort over Sydjylland
Kort over Sydjylland

Søg overnatning & oplevelser

Fakta om Sydjylland

Største by: Kolding
Lufthavn: Sønderborg
Internationale færgehavne:
   - Røme/Havneby (DE)
Afstand fra København til:
   - Kolding (230 km)
   - Ribe (282 km)
   - Sønderborg (229 km)

Mere information om Sydjylland

Hjemmesider: 
www.sydjylland.com
www.sydvestjylland.com

Lokale turistbureauer:
Turistbureauer i Sydjylland
VISITDENMARK Islands Brygge 43 2300 København S Tel.: +45 32 88 99 00 KONTAKT