Til forsiden
Klassifikation af campingpladser

Camping i DanmarkOmkring 480 af Danmarks ca. 570 godkendte campingpladser er medlem af Campingrådet, og disse bliver klassificeret med fra 1 til 5 stjerner. Campingrådet er en paraplyorganisation, nedsat af bruger-, ejer- og turistorganisationer. Campingrådets konsulenter besøger hvert år uanmeldt samtlige godkendte campingpladser for at gennemgå disse med henblik på en eventuel ændring i klassificeringen.

Campingpladserne kan tildeles fra 1 til 5 stjerner. Stjernerne tildeles på grundlag af et klassifikationssystem, der er udarbejdet af Campingrådet.
Nedenstående beskrivelse af klassifikationskravene er ikke udtømmende, men har til formål at give et overblik over omfanget af kravene m.v. i forbindelse med de forskellige stjerner.

*
- Der føres et dagligt tilsyn med pladsen, og lejrchefen er ansvarlig for pladsens daglige drift. Hvis der ikke er tilsyn med pladsen døgnet rundt, skal der af hensyn til sikkerheden, enten være telefonboks eller en nødtelefon.
- Receptionens åbningstider fremgår af opslag.
- Ved receptionen skal der være opsat opslagstavle med oplysninger om: ordensregler, gældende takster, pladsens klassifikation, lejrchefens træffetid, -sted og telefonnummer.
- Der skal desuden være opslag om telefonnummer til Falck, politi, læge m.v.
- Der er installeret min. 1 bruser, således at omklædning kan ske ugeneret og under tag, og min. 1 barberstik med spejl, hylde og knage.
- Alle toiletter er vandafskyllende.

** (udover *)
- Der skal i perioden 20/6-20/8 være tilsyn med pladsen fra kl. 08-20. I det resterende tidsrum og resten af åbningsperioden, skal lejrchefen eller dennes assistent hurtigt kunne tilkaldes.
- Pladsens opslagstavle rummer informationer og turistoplysninger samt kort over pladsen og omegnen. Informationer om faciliteter, brandslukningsudstyr m.v. og deres beliggenhed på pladsen skal fremgå af en situationsplan på opslagstavlen.
- Såfremt der ikke kan købes almindelige madvarer og gas på pladsen, skal sted, afstand og åbningstider på indkøbsmuligheder anføres på pladsens opslagstavle.
- Der er min. 1 bruser pr. 25 enheder og min. 1 stik til barbering/hårtørring pr. 35 enheder samt min. 1 tøjvaskekumme.
- Køkkenet har min. 1 kogested pr. 50 enheder og adgang til varmt vand fra hane.
- Der er legeplads med min. 3 redskaber samt faciliteter for campingvogne og autocampere, dvs. udslagskumme samt tømnings- og påfyldningsfaciliteter for autocampere med faste tanke.
- Min. en fjerdedel af pladsens enheder kan forsynes med el fra eget stik.

*** (udover **)
- Der er kvalificeret tilsyn til stede på pladsen døgnet rundt. Pladsens indkørsel skal være afspærret med bom, kæde eller låge mellem kl. ca. 23-07.
- I receptionen er der mulighed for at få brochurer og informationer om egnen.
- Der skal være indkøbsmuligheder i umiddelbar nærhed af pladsen.
- Der er minimum 1 bruser pr. 20 enheder. Ved alle håndvaskene er der varmt og koldt vand, der findes puslerum med egen indgang, og min. 1 familiebaderum pr. 100 enheder. Der er min. 1 tøjvaskekumme, 1 vaskemaskine og 1 tørretumbler.
- Der er selvstændigt teltslagningsområde. 
- Der er legeplads med et antal redskaber, der står i forhold til de øvrige aktiviteter for børn.
- Der er en eller flere opholdsstuer. 
- Min. 70 % af pladsens enheder kan forsynes med el fra eget stik.

**** (udover ***)
- Receptionen er åben fra kl. 08-20 i perioden 20/6 – 20/8.
- Der kan betales med min. 2 anerkendte kreditkort.
- Pladsen har en butik, hvor den kan købes nødvendighedsartikler og madvarer i tidsrummet kl. 08-20 i højsæsonen.
- Min. 90 % af pladsens enheder er min. 100 m², og der er puslerum med brusebad til lidt større børn og toilet samt et handicaprum med egen indgang.
- Der en min. 1 bruser pr. 17 enheder, og der skal være 1 familiebaderum for hver 75 enheder samt et vist antal vaskekabiner med dør.
- Køkkenet har min. 1 dobbelt kogested pr. 30 enheder og der er ovn.
- Der er legepladser og areal beregnet til boldspil samt opholdsrum med TV.
- Gode faciliteter for campingvogne og autocampere, f.eks. særlige befæstede områder.
- Min. 80 % af pladsens enheder kan forsynes med el fra eget stik, og en mindre del af disse enhedspladser har desuden afløb for spildevand.

***** (udover ****)
- Pladsen har en stor reception med en velassorteret butik, der er åben fra kl. 08-20.
- Alle enheder er min. 100 m², og flere er på 120 m², samt komfortpladser.
- Der er adskilte toilet- og vaskeafdelinger med sæbeautomater og hårtørrere.
- Der er særskilte sanitetsafdelinger for børn med børnetoiletter, håndvaske m.v. samt familiebaderum til leje.
- I forbindelse med 1 af køkkenerne er der indendørs spiserum.
- Pladsen har 1 centrifuge og 1 industritørretumbler pr. 200 enheder.
- Der er en central legeplads og flere aflastningslegepladser samt opholdsrum med og uden TV.
- Min. 90 % af pladsens enheder kan forsynes med el fra eget stik, og en del af disse enheder har afløb for spildevand og direkte vandtilslutning.
Torsdag, februar 24 2011

Camping i Danmark




Find en campingplads i Danmark

Brug vores søgeside, hvis du leder efter en campingplads et bestemt sted i Danmark, med nogle bestemte faciliteter, med et bestemt antal stjerner eller noget helt andet.
Søg efter camping i Danmark

Søg overnatning & oplevelser

VISITDENMARK Islands Brygge 43 2300 København S Tel.: +45 32 88 99 00 KONTAKT