Til forsiden
Danske slotte og herregårde

Danmark er et af verdens ældste monarkier, og det har sat sine tydelige spor i form af enestående slotte og haveanlæg.

Flere af de danske slotte bruges den dag i dag af det danske kongehus. Midt i København ligger Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s bolig i vinterhalv-året, Amalienborg, med sine fire næsten ens rokokopalæer rundt om den monumentale slotsplads. To af palæerne er delvis åbne for offentligheden.

I Nordsjælland findes det smukt beliggende Fredensborg Slot, hvor regent-parret holder til i sommerhalvåret. Slottet er normalt åbent for rundvisninger i højsommeren. Andre kongelige slotte er overgået til anden brug og huser i dag offentlige institutioner, regering og parlament, museer m.m.
Slottene var ofte kongemagtens bastioner placeret strategisk til forsvar mod fjender. Fjenderne kom fra syd, hvor den imponerende fæstning Koldinghus ligger tæt på den gamle grænse til Tyskland, eller fra øst, hvor Kronborg i Helsingør vogter Øresunds munding. I dag er Kronborg på UNESCO’s ver-denskultursarvliste
Ud over Danmarks kongelige slotte ligger adelens mange slotte og herregårde som perler i landskabet. Her er alle arkitekturhistoriens stilarter repræsenteret fra middelalderfæstningens strenghed over renæssance, barok, rokoko og empire til en blanding af det hele. De imponerende huse fortæller både danmarkshistorie, kulturhistorie, arkitekturhistorie og ikke mindst slægtshistorie, for i mange tilfælde har slottet været i den samme slægts eje i århundreder.
De danske slotte har gennem århundreder været boliger og magtcentre for kongehuset, adelen og en smal elite. Samtidig har de været fristeder for store danske kunstnere, der blev budt indenfor og fik et enestående miljø at arbej-de i. Digteren H.C. Andersen og komponisten Carl Nielsen var hyppige gæster på de danske slotte og herregårde.
Tidligere var smedejernsporten låst og egetræsdøren således lukket for offentligheden, men i vore dage har små 60 slotte og herregårde under sammenslutningen Danske Slotte & Herregårde åbnet dørene for publikum. Mere end 20 af disse slotte og herregårde byder på spændende overnatnings-muligheder med et pust af adel og historie. At bo på et af de danske slotte og her-regårde er som at bo midt i Danmarks historie. Her sover man i himmelsenge i fornemme interiører, man spiser i sale eller under historiske hvælvinger og går tur i udsøgte parkanlæg.
Adskillige danske slotte åbner portene til fornemme haveanlæg eller storslåede sale med udsøgte samlinger af kunst eller antikviteter. Mange slotte er deciderede museer. Og man kan næppe forestille sig en mere stemningsfuld ramme om koncerter, udstillinger og kulturevents end de mange danske slotte og herregårde, som i løbet af året lægger sale og slotsparker til sådanne arrangementer.
VISITDENMARK Postboks 406 Sentrum 0103 Oslo Tlf.: 22 00 76 46 Faks: 22 41 38 02 KONTAKT